Jo ældre jeg bl…

Jo ældre jeg bli’r, jo mindre rager det mig hvad andre synes om mig. Derfor: Jo ældre jeg bli’r, jo gladere bli’r jeg.

– Et guldkorn fundet blandt al skraldet på Facebook.

Underlige konstruktioner

Ind i mellem tænker jeg på, om producenter med vilje designer og konstruerer deres produkter med henblik på at gøre det svært som overhovedet muligt for den stakkels slutbruger (mig!) at gøre dimsen ren. Se nu f.eks. dette billede af sæbeskålen på vores vaskemaskine:

Billede

For at være helt præcis, så ses undersiden af et “låg” eller noget der sidder ovenpå det kammer hvori der fyldes skyllemiddel. Uanset om man bruger skyllemiddel eller ej, skylles der stadig vand gennem rummet og den underlige konstruktion og over tid opstår der…. “nas”…

Billedet her er taget efter jeg har givet det mit hidtil bedste forsøg på at få “nasset” ud af de håbløse kroge og mærkelige små hjørner der er i (specielt) låget. Det har ligget i blød i 35-40 minutter i vaskemaskinerens blandet op med varmt vand. Herefter spulet med 100 grader varm damp med 3,5 bars tryk. Filet på med hvad jeg lige kunne finde af stive børster osv osv osv. Alligevel sidder der stadig snask tilbage og griner af mig :-/

Jeg er ikke bange for bakterieinfektioner eller lignende fra snasket, alt levende er med garanti dødt efter damprensningen. Men kors hvor det irriterer mig at det er lavet så det nærmest er umuligt at komme til at gøre rent.

Næste forsøg bliver at smide den i en 70 graders vask i opvaskemaskinen med en Quantum tablet. De er >ret< effektive til at opløse snask og hvis jeg så samtidig ligger sæbeskålen i opvaskemaskinens højtryksspulingsområde (det er vist nok et ord) så må jeg da få bugt med det. Ikk’ oss’?

Jeg ER altså gammel…

Jeg har fået bekræftet fra uvildig kilde hvad jeg selv længe har haft en mistanke om: Jeg ER gammel! Ikke at der er noget galt i det, nogen gange kan man godt blive mindet om at man ikke er ung længere på en “smertefuld” måde.

Jeg ringede til Canal Digital’s Kundeservice for at opsige vores tv-abonnement da vi ikke har råd til det længere. Jeg kom til at snakke med en “yngre kvinde” med “smilende stemme” som det vist hedder. Hun forsøgte naturligvis at få mig til at skifte mening, det skal hun jo nok i følge den manual hun har liggende, men jeg valgte at holde fast i opsigelsen. Ikke noget sommerhusabonnement, ikke noget som helst. Slut, prut!

Så skulle jeg jo ha’ hold min store mund lukket, men det går altid galt når jeg prøver, så jeg fik sagt således:

“Det bli’r ligesom da jeg var barn, da ku’ vi også kun se Danmarks Radio”

Hvortil fruentimmeret svarede:

“Ja, så må du også være gammel da…”

Av, den sved ligegodt en smule…