Huspriser og humørsvingninger

Huspriser… det er nu noget underligt noget. Forestil dig at fødevarepriserne fungerede ligesom huspriser gør: Når købmanden er i godt humør er varene billige. Har han haft et skænderi med konen er alt skidedyrt.

Det er sådan huspriser fungerer. De afhænger af “stemningen i markedet”. De afhænger af om befolkningens massesuggestion går i retning af at tingene går vildt godt (så stiger priserne) eller det hele bare er totalt nederen (priserne rasler ned). Prisen på en bolig er baseret på humørsvingninger. Det er da noget mærkeligt noget…

Jeg er hamrende ligeglad med hvad andre mener mit hus er værd. Det er >mit< hjem. Det er her jeg bor, lever, smiler, elsker, græder, fester, sørger, børster tænder, sover, støvsuger, kysser, bader, skriger. Det er min base, min lille fæstning mod verden udenfor. Den er ubetalelig for mig. Hvad den humørmæssigt baseret er værd i andres øjne er mig inderligt ligegyldigt.

En masse samfundsproblemer kunne løses (tror jeg) hvis det der “værdihysteri” blev afskaffet. Ting som boliger og alt andet for den sags skyld har selvfølgelig en værdi i kroner og øre, det ved jeg da godt og det accepterer jeg, men er det virkeligt nødvendigt med hysteriet om boligpriser går op eller ned eller flader ud? Når jeg ser nyheder der rapporterer om 0,2% stigning i boligpriserne i første kvartal rundet af med sætningen “så nu ser det positivt ud for boligmarkedet fremover, udtaler førende eksperter (læs:klaphatte)”, så tænker jeg automatisk “Og hva’ så?”. Den information er i mine øjne værdiløs, men det er benzin på det brændende bål. Så er det pludseligt positivt alt sammen og priserne stiger yderligere. Boligerne er præcist de samme i dag som de var i går, men i dag bliver de bare mere værd fordi “nogen” siger at de gør det. De “nogen” der udtaler sig, er ovenikøbet ofte repræsentanter for private virksomheder der har en direkte økonomisk interesse i stigningerne. Eller faldene for den sags skyld for de finansielle systemer er efterhånden så forrykte at det er muligt at tjene kassen på fald.

Den pointe jeg forsøger at komme frem til er at huspriser intet har med virkeligheden at gøre. Det er fri fantasi. Det er “vores kollektive frie fantasi” der afgør prisen på boliger. Hvis vi i fællesskab kunne finde ud af at lade være med at piske en stemning op, så kunne vi alle bo meget billigere, få mere tid til os selv og familien i stedet for at knokle som lønslaver i jobs vi måske ikke bryder os om for at betale for en bolig vi alligevel sjældent har tid til at opholde os i.

Ak ja, sådan er der jo så meget…

Reklamer

Underlige konstruktioner

Ind i mellem tænker jeg på, om producenter med vilje designer og konstruerer deres produkter med henblik på at gøre det svært som overhovedet muligt for den stakkels slutbruger (mig!) at gøre dimsen ren. Se nu f.eks. dette billede af sæbeskålen på vores vaskemaskine:

Billede

For at være helt præcis, så ses undersiden af et “låg” eller noget der sidder ovenpå det kammer hvori der fyldes skyllemiddel. Uanset om man bruger skyllemiddel eller ej, skylles der stadig vand gennem rummet og den underlige konstruktion og over tid opstår der…. “nas”…

Billedet her er taget efter jeg har givet det mit hidtil bedste forsøg på at få “nasset” ud af de håbløse kroge og mærkelige små hjørner der er i (specielt) låget. Det har ligget i blød i 35-40 minutter i vaskemaskinerens blandet op med varmt vand. Herefter spulet med 100 grader varm damp med 3,5 bars tryk. Filet på med hvad jeg lige kunne finde af stive børster osv osv osv. Alligevel sidder der stadig snask tilbage og griner af mig :-/

Jeg er ikke bange for bakterieinfektioner eller lignende fra snasket, alt levende er med garanti dødt efter damprensningen. Men kors hvor det irriterer mig at det er lavet så det nærmest er umuligt at komme til at gøre rent.

Næste forsøg bliver at smide den i en 70 graders vask i opvaskemaskinen med en Quantum tablet. De er >ret< effektive til at opløse snask og hvis jeg så samtidig ligger sæbeskålen i opvaskemaskinens højtryksspulingsområde (det er vist nok et ord) så må jeg da få bugt med det. Ikk’ oss’?

Jeg ER altså gammel…

Jeg har fået bekræftet fra uvildig kilde hvad jeg selv længe har haft en mistanke om: Jeg ER gammel! Ikke at der er noget galt i det, nogen gange kan man godt blive mindet om at man ikke er ung længere på en “smertefuld” måde.

Jeg ringede til Canal Digital’s Kundeservice for at opsige vores tv-abonnement da vi ikke har råd til det længere. Jeg kom til at snakke med en “yngre kvinde” med “smilende stemme” som det vist hedder. Hun forsøgte naturligvis at få mig til at skifte mening, det skal hun jo nok i følge den manual hun har liggende, men jeg valgte at holde fast i opsigelsen. Ikke noget sommerhusabonnement, ikke noget som helst. Slut, prut!

Så skulle jeg jo ha’ hold min store mund lukket, men det går altid galt når jeg prøver, så jeg fik sagt således:

“Det bli’r ligesom da jeg var barn, da ku’ vi også kun se Danmarks Radio”

Hvortil fruentimmeret svarede:

“Ja, så må du også være gammel da…”

Av, den sved ligegodt en smule…