Nu med MacJournal!

Titlen siger sig selv: Dette publiceres via MacJournal 5 komma et eller andet.

Jeg fik taget mig sammen til at downloade en ældre udgave som jeg stadig har licens til og tænkte at det var da værd at prøve. Der skulle fedtes lidt med indstillingerne før programmet ville godtage bloggen, men det lykkedes til sidst. Spørg mig ikke hvordan, jeg cyklede bare rundt i forskellige opsætninger indtil det virkede og programmet pludseligt godt ville anerkende de indstilliger jeg havde tastet ind hele tiden. Sådan er der jo så meget… 🙂

Så er det store spørgsmål jo om jeg får det brugt eller ej, det vil tiden vise.

Reklamer

God kundeservice

I 2011 købte jeg en Western Digital My Book Studio Edition II ekstern harddisk med 2 styk 2 TB harddiske i. Den kan enten konfigureres til at være én stor 4 TB harddisk eller som spejlede harddiske på 2 TB. Så langt, så godt.

For en måneds tid siden begyndte den så at “hikke” lidt i det og den medfølgende software fortalte mig, at den ene disk var ved at stå af. Jeg omkonfigurerede disken også gik problemet væk. Eller sådan så det ud fordi softwaren ikke længere brokkede sig, til gengæld var disken blevet enormt langsom. 3.5” disketter ville være hurtigere.

Jeg flåede diskene ud og satte dem hver især i en USB dock og ganske rigtigt var den ene disk helt død. Det var jeg selvfølgelig rigtigt ked af og ville gerne erstatte den døde disk, men jeg var ikke sikker på om jeg bare kunne købe en tilsvarende, nyere model harddisk og smide i, så jeg skrev til Western Digital support og forklarede problemet og spurgte hvad jeg kunne gøre ved det.

Til min store overraskelse tilbød de at holde mig skadesfri. De ydede 5 års garanti på selve enheden, selvom garantien på de enkelte harddiske var udløbet. De kunne ikke bare erstatte disken, da de ikke havde nogen på lager så de erstatter hele enheden med en spritny. 

Det kalder jeg service 🙂

Huspriser og humørsvingninger

Huspriser… det er nu noget underligt noget. Forestil dig at fødevarepriserne fungerede ligesom huspriser gør: Når købmanden er i godt humør er varene billige. Har han haft et skænderi med konen er alt skidedyrt.

Det er sådan huspriser fungerer. De afhænger af “stemningen i markedet”. De afhænger af om befolkningens massesuggestion går i retning af at tingene går vildt godt (så stiger priserne) eller det hele bare er totalt nederen (priserne rasler ned). Prisen på en bolig er baseret på humørsvingninger. Det er da noget mærkeligt noget…

Jeg er hamrende ligeglad med hvad andre mener mit hus er værd. Det er >mit< hjem. Det er her jeg bor, lever, smiler, elsker, græder, fester, sørger, børster tænder, sover, støvsuger, kysser, bader, skriger. Det er min base, min lille fæstning mod verden udenfor. Den er ubetalelig for mig. Hvad den humørmæssigt baseret er værd i andres øjne er mig inderligt ligegyldigt.

En masse samfundsproblemer kunne løses (tror jeg) hvis det der “værdihysteri” blev afskaffet. Ting som boliger og alt andet for den sags skyld har selvfølgelig en værdi i kroner og øre, det ved jeg da godt og det accepterer jeg, men er det virkeligt nødvendigt med hysteriet om boligpriser går op eller ned eller flader ud? Når jeg ser nyheder der rapporterer om 0,2% stigning i boligpriserne i første kvartal rundet af med sætningen “så nu ser det positivt ud for boligmarkedet fremover, udtaler førende eksperter (læs:klaphatte)”, så tænker jeg automatisk “Og hva’ så?”. Den information er i mine øjne værdiløs, men det er benzin på det brændende bål. Så er det pludseligt positivt alt sammen og priserne stiger yderligere. Boligerne er præcist de samme i dag som de var i går, men i dag bliver de bare mere værd fordi “nogen” siger at de gør det. De “nogen” der udtaler sig, er ovenikøbet ofte repræsentanter for private virksomheder der har en direkte økonomisk interesse i stigningerne. Eller faldene for den sags skyld for de finansielle systemer er efterhånden så forrykte at det er muligt at tjene kassen på fald.

Den pointe jeg forsøger at komme frem til er at huspriser intet har med virkeligheden at gøre. Det er fri fantasi. Det er “vores kollektive frie fantasi” der afgør prisen på boliger. Hvis vi i fællesskab kunne finde ud af at lade være med at piske en stemning op, så kunne vi alle bo meget billigere, få mere tid til os selv og familien i stedet for at knokle som lønslaver i jobs vi måske ikke bryder os om for at betale for en bolig vi alligevel sjældent har tid til at opholde os i.

Ak ja, sådan er der jo så meget…